Munkemose Allé 1M, 1. tv | 5000 Odense C | lenealvira@psykologbrendebjerg.dk | Tlf: 3074 3413
Forældrekompetenceundersøgelser
Jeg har stor erfaring i at udfærdige forældrekompetenceundersøgelse. Som udgangspunkt laver jeg ikke disse undersøgelser alene, men som oftest sammen med en socialrådgiver eller en familiebehandler.
En forældrekompetenceundersøgelse skal vurdere hvorvidt forældre/de primære omsorgspersoner er i stand til at sikre og sørge for barnets fysiske omsorg og trivsel, dets udvikling, læring, opdragelse, emotionelle og socialt sunde udvikling.
Generelt skal forældre kunne yde struktur, engagement, omsorg og udfordring. I en undersøgelse vil der være flere overordnede og centrale træk i forældreomsorg, som jeg vil have fokus på:
- Varme, sensitivitet og anerkendelse
- Opmærksomhed på barnets adfærd
- Evne til mentalisering
- En passende respons på barnets adfærd, som er udviklingsmæssig passende
- At kunne reagere hurtigt på barnets adfærd og kommunikation
- At evne at kunne stille relevante og alderssvarende krav.
I en forældrekompetenceundersøgelse vil der blive lagt vægt på forældrenes mentaliseringsevne for at vurdere om den er tilstrækkeligt udviklet så de er i stand til at varetage ansvaret for deres barn/børns trivsel og udvikling.
Selve undersøgelsen omfatter som udgangspunkt:
- Opstartsmøde med forældre og myndighedsrådgiver
- Mentaliserings- og tilknytningsinterview (AAI)
- Psykologisk testning (afhængig af opdrag og problematik, benyttes forskellige kognitive og personlighedsmæssige tests)
- Observation af samspil (2 stk. á 3 timer)
- Tilbagemelding til forældre
- Afsluttende møde med forældre og myndighedsrådgiver.
Jeg har gode erfaringer med at teste i forældrenes eget hjem, såfremt det er en udfordring at komme ind til mig i klinikken i Odense.
Tilknytningsundersøgelser
Denne undersøgelse baseres primært på interviews og observation. Mit fokus vil være
- Barnets relationelle miljø.
- Barnets udviklingsniveau og behov.
Der vil blive brugt samspilsobservationer, som bygger på kvaliteten af disse ud fra PC-ERA. Der vil i undersøgelsen indgå en vurdering om hvorvidt forældrene/den primære omsorgsperson er i stand til at imødekomme barnets/børnenes udviklingsbehov ud fra prædisponerede faktorer; sårbarheder og belastninger. Der vil også blive lagt vægt på de ressourcer og styrkesider barnet har og om de har nogle vanskeligheder/forstyrrelser. Alt set med tilknytning som omdrejningspunkt.
Børnepsykologiske undersøgelser
Ønsket om at få lavet en børnepsykologisk undersøgelse udspringer altid af en bekymring for barnets/den unges udvikling eller trivsel. Med en børnepsykologisk undersøgelse vil vi gerne blive klogere på barnets kognitive, sociale og emotionelle ressourcer og vanskeligheder – og på den baggrund vurdere barnets behov for støtte.
Formålet med undersøgelsen er at få en forståelse for barnets eller den unges symptomer og udviklingsproblemer. Det kan være generel mistrivsel, forsinket udvikling, lavt selvværd, angst, vrede og andre problematikker kan have mange forskellige årsager.
Som regel handler det om et komplekst samspil mellem barnets historie, dets familie, medfødte forudsætninger og aktuelle livsomstændigheder.
En børnepsykologisk undersøgelse indeholder altid en grundig samtale med de voksne, der kender barnet bedst, gennemlæsning af akter, samtaler med barnet, observationer og tests. Undersøgelsen gennemgås med omsorgsgiver og sagsbehandler, inden den overdrages til forvaltningen.